Sådan starter jeg, når jeg skriver om enheder
Når jeg skal skrive en guide om skærmlås og opdateringer, begynder jeg ikke med en teori. Jeg tager en telefon, ofte min egen gamle, og går indstillingerne igennem, som en nybegynder ville gøre. Jeg skriver ned, hvad menuen faktisk hedder, hvor mange tryk der skal til, og hvor jeg selv bliver i tvivl.
Det lyder småt, men det er her, mange guides går galt. Menuerne skifter navn fra telefon til telefon og fra opdatering til opdatering. Derfor beskriver jeg hellere, hvad du leder efter, end præcis hvilken knap du skal trykke på. Så kan du bruge teksten, også når din skærm ser anderledes ud end min.
Jeg arbejder ved køkkenbordet med en kop kaffe og et stykke papir. Papiret er vigtigt. Jeg tegner trinene op i hånden, før jeg skriver dem rent, for hvis jeg ikke kan forklare rækkefølgen på ti linjer, er den for indviklet til en guide.
Skærmlåsen: det første jeg kigger på
Skærmlåsen er den dør, alt andet står bag. Derfor tjekker jeg den først. Jeg ser på, om telefonen overhovedet har en kode, hvor lang den er, og hvor hurtigt skærmen låser sig, når du lægger telefonen fra dig. En kode på fire cifre er bedre end ingen, men seks eller flere giver mere ro.
Jeg spørger også, hvem der kender koden. Mange deler den med en ægtefælle eller et barnebarn, og det er i orden, hvis det er et bevidst valg. Problemet er koden, som er blevet til en vane: fødselsdagen, eller de samme fire tal, som bruges overalt.
Når jeg gennemgår en telefon, beder jeg aldrig om at se din kode. Jeg forklarer principperne, og så sætter du selv koden. Det er en regel, jeg holder fast i, både her på siden og i de kurser, jeg har undervist på.
- Vælg en kode, du kan huske, men andre ikke kan gætte
- Sæt skærmen til at låse efter kort tid
- Undgå fødselsdatoer og enkle rækker som 123456
Opdateringer: det kedelige, der gør forskellen
Opdateringer er det punkt, mange udskyder. Beskeden dukker op på et dårligt tidspunkt, og så trykker man på senere. Jeg forstår det godt. Alligevel er opdateringer ofte det, der lukker kendte svagheder, så telefonen ikke står med en dør på klem.
I mit arbejde tjekker jeg, om automatiske opdateringer er slået til, og hvor længe telefonen har ventet på en ny version. Jeg kigger også på apps. En app, der ikke er opdateret i lang tid, kan være en svag lænke, og apps du ikke bruger længere, kan du roligt fjerne.
Her i efteråret anbefaler jeg en fast vane: tag en gennemgang, når du alligevel skifter til vintertid. Det er en nem huskeregel, og den tager ti minutter. Sæt dig med telefonen og computeren, tryk på opdatér, og luk så skærmen igen.
Indstillinger jeg gennemgår i ro og mag
Ud over låsen og opdateringerne har en telefon en række indstillinger, som sjældent bliver rørt. Jeg ser på, hvilke apps der må bruge din placering, kamera og mikrofon, og om beskeder vises på en låst skærm. En besked med en bekræftelseskode er ikke noget, andre skal kunne læse over din skulder.
Jeg ser også på, hvad der sker, hvis du mister telefonen. Er der en funktion til at finde den og låse den på afstand? Er den slået til? Det er lettest at gøre, før uheldet sker, for bagefter er det ofte for sent.
Jeg gennemgår det i små bidder. En aften tager du skærmlåsen, en anden aften tillades i apps. Voksne, jeg har undervist, husker mere, når de ikke skal klare det hele på én gang, og det samme gælder mig.
- Gennemgå, hvilke apps der bruger placering og kamera
- Skjul beskedindhold, når skærmen er låst
- Slå funktionen til, der kan finde en mistet telefon
Computeren er ikke så anderledes
Det, der gælder for telefonen, gælder i store træk også for computeren. Den skal have en adgangskode eller kode ved opstart, den skal opdateres, og skærmen skal låses, når du går fra den. Jeg ser ofte, at computeren bliver glemt, fordi den står hjemme og føles tryg.
Jeg tjekker, hvem der har en brugerkonto på maskinen, og om der er programmer, der starter af sig selv uden at du ved hvorfor. Det lyder teknisk, men i praksis er det en liste, du kan læse igennem som en indkøbsseddel og slette fra.
Hvis flere i hjemmet deler en computer, er separate brugerkonti en lille investering i ro. Så ligger dine mails og dine filer ikke åbne for andre, og du slipper for at tænke over det hver gang nogen sætter sig ved skærmen.
Hvad der ikke kommer med i en guide
Der er ting, jeg bevidst lader være med at skrive. Jeg beder aldrig om dine adgangskoder, dit MitID eller dine kortoplysninger, og jeg har ingen mulighed for at se din enhed. Jeg er forfatter og underviser, ikke en sikkerhedsvirksomhed, og siden er en læringsressource.
Jeg skriver heller ikke, at du bliver helt sikker. Det findes ikke. Det, en god vane kan gøre, er at gøre det besværligt og usandsynligt, at noget går galt, og at hjælpe dig med at handle roligt, hvis det alligevel sker.
Til sidst tester jeg teksten på en, der ikke kender emnet. Hvis vedkommende går i stå, skriver jeg trinnet om. Det er den vigtigste del af arbejdet, og den tager længst tid.
Det meste af arbejdet med enheder og adgang er små, rolige skridt: en kode, der holder, en opdatering, du ikke udskyder, og indstillinger, du har set på med egne øjne. Tag en enhed ad gangen og gør det i dit eget tempo. Du behøver ikke forstå alt for at gøre en forskel, og en god vane på en regnfuld efterårsaften er mere værd end en perfekt plan, der aldrig bliver til noget.
