Det starter med et spørgsmål, ikke med en indstilling
Når jeg skal skrive om totrinslogin, begynder jeg aldrig i menuerne. Jeg begynder med de spørgsmål, jeg har fået i undervisningen gennem årene. Hvorfor skal jeg have en kode mere, når jeg allerede har en adgangskode? Hvad sker der, hvis jeg mister telefonen? Er det ikke bare besvær? Svarene på de tre spørgsmål bestemmer rækkefølgen i guiden, fordi en læser, der ikke forstår hvorfor, sjældent gider finde ud af hvordan.
Jeg skriver spørgsmålene ned på et ark og sorterer dem efter, hvor ofte de dukker op. Det er en gammeldags metode, men den holder mig ærlig. Hvis et spørgsmål kun interesserer mig selv, kommer det ikke med. Hvis det er stillet af mange, får det en egen overskrift og et svar i almindeligt sprog, uden fagudtryk, som en nybegynder ville kigge forvirret på.
Det er også her, jeg beslutter, hvad guiden ikke skal være. Den skal ikke forklare teknik i bunden, og den skal ikke overtale nogen med skræmmebilleder.
- Spørgsmål først, indstillinger bagefter
- Sorter efter hvad læsere oftest spørger om
- Fagudtryk kun hvis de forklares med det samme
Jeg prøver det selv, med en telefon der ikke er min bedste
Ingen guide forlader mit skrivebord, før jeg har ffulgt den trin for trin på en rigtig enhed. Jeg bruger gerne en lidt ældre telefon, fordi mange af jer ikke har det nyeste. Jeg slår totrinslogin til på en testkonto, noterer hvert tryk og hver tekst på skærmen og skriver ned, hvor jeg selv tøvede. De steder, hvor jeg tøver, er præcis de steder, hvor du også vil gøre det.
Ofte opdager jeg, at en formulering på skærmen er mere kryptisk, end jeg huskede. Så skriver jeg guiden, så den oversætter teksten i stedet for blot at gentage den. Jeg tager også højde for, at menuer flytter sig, så jeg beskriver, hvad du leder efter, og ikke kun hvor det plejer at ligge.
Til sidst slår jeg funktionen fra igen og gentager det hele. Anden gang opdager jeg som regel en fejl i min egen rækkefølge, som jeg ikke så første gang.
- Test på en ældre enhed, ikke kun den nyeste
- Notér hvor jeg selv tøver
- Beskriv hvad du leder efter, ikke kun hvor
Ordene bliver vendt, før de kommer på siden
Et af de mest tidskrævende led er ordvalget. Jeg skriver bekræftelse, hvor andre skriver autentificering, og jeg forklarer en engangskode som en kode, der kun virker en kort stund og aldrig kan bruges igen. Jeg læser stykkerne højt for mig selv, og hvis jeg stopper op, omskriver jeg. Korte sætninger er ikke en stilistisk pose, men en måde at undgå, at du mister tråden midt i et trin.
Jeg holder også fast i samme ord hele vejen igennem. Hvis jeg kalder noget en kode i begyndelsen, kalder jeg det en kode til sidst. Skifter jeg til et andet ord, tror læseren, at der er tale om en ny ting, og så begynder forvirringen, som jeg gerne vil spare dig for.
Til sidst lader jeg en person uden teknisk baggrund læse udkastet. Hendes kommentarer er sjældent flatterende, men de er altid nyttige.
- Samme ord om samme ting, hele vejen
- Læs højt, og omskriv hvor jeg stopper op
- Få en læser uden forkundskaber til at kigge med
Hvad jeg bevidst lader ligge
Der er ting, jeg ved om totrinslogin, som ikke kommer med. Jeg gennemgår ikke alle former for bekræftelse i én guide, for det overvælder. Jeg vælger de mest almindelige veje og nævner, at der findes flere, uden at gøre dem til lektier. En guide, der forsøger at dække alt, ender typisk med at hjælpe ingen.
Jeg beder heller aldrig om dine koder, dine adgangskoder eller dine loginoplysninger, hverken i guiden eller i kontaktformularen. Skærmbilleder fra mine egne tests viser kun testkontoen, og alt følsomt er sløret eller fjernet, før noget bliver offentliggjort.
Jeg undlader også at love, at totrinslogin gør dig uangribelig. Det gør det ikke. Det gør det markant sværere for en fremmed at komme ind, og det er et ærligt løfte, jeg kan stå ved.
- Færre metoder, forklaret ordentligt
- Ingen anmodninger om koder eller oplysninger
- Ingen løfter om, at noget er hundrede procent sikkert
Gennemlæsning, rettelser og de små detaljer
Når teksten er skrevet, lægger jeg den væk et par dage og læser den igen. Næsten hver gang finder jeg et sted, hvor jeg har sprunget et trin over, fordi det er blevet så selvfølgeligt for mig. Det er det farligste sted i enhver guide: det trin, forfatteren ikke længere kan se. Jeg indsætter det og tæller trinene igen, så nummereringen passer.
Så tjekker jeg små ting, som mange glemmer. Passer overskrifterne til indholdet? Står der, hvad du skal have ved hånden, før du går i gang, for eksempel din telefon og et par rolige minutter? Er det tydeligt, hvornår du kan stoppe og gøre resten en anden dag?
Til sidst går jeg igennem guiden med øjnene lidt sammenknebne for at se, om layoutet giver ro. Hvidt rum og korte afsnit er ikke pynt, de er en del af forklaringen.
- Læs igen efter et par dages pause
- Find det trin, jeg selv ikke længere ser
- Skriv, hvad du skal have klar, før du begynder
Efter udgivelsen er arbejdet ikke slut
En guide om indstillinger bliver gammel hurtigere, end man tror. Apps ændrer sprog, menuer flytter rundt, og nye telefoner har nye knapper. Derfor gennemgår jeg mine guides med mellemrum og prøver dem igen på en rigtig enhed. Når noget ikke længere passer, retter jeg teksten, og jeg skriver det ærligt, hvis jeg har taget fejl.
Jeg læser også de beskeder, læsere sender via kontaktformularen. Mange af dem er små og venlige, men de peger ofte på noget, jeg ikke selv har tænkt over, for eksempel et ord, der ikke blev forstået, eller et trin, der føltes for hurtigt. Sådan bliver næste udkast bedre end det foregående.
Det er hverdagsarbejdet bag en enkelt guide: spørge, prøve, forenkle, tjekke og rette. Det lyder ikke dramatisk, men det er sådan, en tekst bliver brugbar.
- Gennemgå guides igen, når menuer ændrer sig
- Ret åbent, hvis jeg har taget fejl
- Brug læseres spørgsmål til næste udkast
Bag en guide til totrinslogin ligger flere timers afprøvning, omskrivning og gennemlæsning, selv om selve indstillingen tager et par minutter at slå til. Det er netop den forskel, jeg prøver at gøre mindre for dig: at du kan læse, forstå og handle i dit eget tempo, uden at skulle spørge nogen eller føle dig dum undervejs.
